fbpx

De nominerede til RENOVER prisen 2014 er fundet

24. jun 2014

165 indstillede projekter er blevet reduceret til seks projekter, som nu er nomineret til RENOVER prisen 2014. Vinderen offentliggøres ved en prisfest d. 11. september.

I vinter blev 165 projekter indstillet til RENOVER prisen – en rekord i forhold til sidste år, hvor der var 107 indstillede projekter. Nu har et nomineringsudvalg udtaget seks projekter, der går videre i konkurrencen om at blive Danmarks bedste renovering i 2014.

De seks projekter, som består af to kulturejendomme, to erhvervsejendomme, én bolig og én landejendom, er:

  • Diamanten, Fynshav, Augustenborg
  • Guldagergaard, Skælskør
  • Mirror House, København
  • Sverigesgade 4, Odense
  • Den økologiske renovering, Roskilde
  • PLH Studio, København

Formanden for nomineringsudvalget, Gøsta Knudsen, er ikke i tvivl om, at det er de seks rigtige projekter, der er blevet nomineret til prisen:

”De seks nominerede projekter er alle udført på højeste faglige niveau og viser samtidig bredden i renovering. Vi har både projekter, der på intelligent og kunstnerisk vis spiller sammen med omgivelserne, projekter med enormt ambitiøse energiløsninger og projekter, der fuldstændig nytænker bygningernes funktion uden at gå på kompromis med kulturarven,” siger formand for nomineringsudvalget og tidligere stadsarkitekt, Gøsta Knudsen

Nomineringsudvalget har siden marts vurderet alle 165 projekter på baggrund af syv nomineringskriterier i samarbejde med blandt andet Statens Byggeforskningsinstitut. Næste skridt er, at et valgkollegium af 67 repræsentanter for hele byggebranchen stemmer på det projekt, de synes er bedst. Vinderen afsløres til en stor prisfest på Madelines den 11. september 2014.

RENOVER prisen er stiftet af Realdania og GI med henblik på at anerkende renoveringsprojekter, der er med til at vise vejen for, hvordan vi bedst løser den store samfundsmæssige opgave det er at få opdateret den eksisterende bygningsmasse i Danmark.