Danmarks bedste renovering er fundet

Ejendommen Ryesgade 30 a-c   er nomineret til RENOVER prisen

Store energibesparelser uden at det er gået ud over bygningens kulturhistorie og arkitektur. Sådan lød motivationen for at nominere den historiske københavnerejendom, Ryesgade 30 A – C, som her til aften blev belønnet med RENOVER prisen 2013.

En tætpakket Mogens Dahl koncertsal dannede her til aften rammen om uddelingen af RENOVER prisen 2013 – en pris stiftet af Realdania og GI for at sætte fokus på og styrke anerkendelsen af renovering.

Repræsentanter fra hele byggebranchen var mødt op til en festlig aften, der efter middag, underholdning og tale af klima-, energi-, og bygningsminister Martin Lidegaard kunne afsløre, at Ryesgade 30 A-C, som den første i historien, kan kalde sig ”Danmarks bedste renovering”.

Ryesgade er en boligejendom fra 1896, der er istandsat både ind- og udvendigt, samtidig med at der er foretaget adskillige energiforbedringer. Ejendommen har desuden fået etableret fire penthouselejligheder og tagterrasser.

”Ejendommen i Ryesgade er et fornemt eksempel på, hvordan man kan forbedre funktionaliteten og opnå markante energibesparelser uden at gå på kompromis med de kulturhistoriske og arkitektoniske hensyn, man er nødt til at tage, når man renoverer en bygning, der er mere end 100 år gammel. Vi er stolte af at kåre Ryesgade som vinder af RENOVER prisen,” siger Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

”Det er vores håb, at prisen vil være med til at inspirere fremtidige renoveringsprojekter. Ryesgade har med et tæt samarbejde og engageret projektstyring opnået et resultat, der fortjener stor respekt og er et eksempel til efterfølgelse. Det er sjældent, at man ser energibesparelser i en ejendom bygget sidst i 1800-tallet, der er så store, som i Ryesgade,” siger Lars Axelsen, administrerende direktør i GI.

Læs hele pressemeddelelsen her